Herlig weekend med DM!
Posted on juni 28, 2009
Filed Under Arrangementer, Formandens klumme, Kamp, Kørestolstennis
Jeg ved søreme ikke, hvordan Jørgen Warberg og hans medsammensvorne arrangører havde ordnet dén sag, men vejret var fantastisk flot hele vejen igennem under det nys overståede DM - det var lige før det var FOR varmt!
Hele arrangementet forløb perfekt, og alle deltagerne ydede toppræstationer, samtidig med at både deltagere og tilskuere hyggede sig på anlægget. Allerød Tennisklub kan glæde sig over, at vi også i år fik hevet en række danmarksmesterskaber hjem, selvom vi også måtte aflevere nogle til de udenbys deltagere, men på den måde er der jo allerede nu lagt op til nogle drabelige dyster i 2010, hvor mesterskaber enten skal forsvares eller skal erobres.
Samtidig var det en stor glæde at høre alle de rosende ord fra deltagerne i mesterskaberne om vores nye klubhus, som åbenbart opfylder alle de ønsker, Klubhusudvalget havde i planlægningsfasen og brugerne med rette har til et klubhus anno 2009.
Det var også en stor glæde, at kunne byde direktør Peter Moe fra Tuborg Fondet velkommen fredag, hvor klubben fik overrakt 30.000 kroner til de nye møbler i klubhuset, og det var en tilsvarende stor glæde at se, at både byrådsmedlemmer og idrætsledere kom forbi for at se, hvad der foregik. Præmieoverrækkelsen til mestrene i singlerækkerne og i mixdouble blev foretaget af borgmester Erik Lund, som tilbragte en stor del af søndagen på Birkedal - det var rigtig dejligt at opleve vores lokale notabiliteter bakke op om arrangementet. Det var samtidig dejligt at konstatere, at tre af vores juniorer havde meldt sig som boldpiger til finalekampene, og det skal de have stor tak for.
Men når vi nu har haft sådan et stort arrangement og så godt vejr, kan jeg da i mit stille sind godt undre mig over, at der ikke var flere af klubbens medlemmer, der lagde vejen forbi Birkedal for at se på kampene og støtte vores egne klubmedlemmer i deres kamp om medaljerne - men jeg har jo lov at håbe på, at de kommer til næste år … For det er jo netop opbakningen og støtten, der er med til at skabe den klubånd, som gør, at vi alle sammen holder af at komme i netop Allerød Tennisklub.
Tak til både arrangører og spillere for en uforglemmelig weekend!
Comments
Leave a Reply
You must be logged in to post a comment.