Invitation fra tre unge herrer!
Fredag i sidste uge blev jeg ringet op af en ung herre fra Lynge Skole - han gik i 7. klasse og var i dansktimerne involveret i et projekt, hvor klasserne skulle skrive hver deres avis. Han og hans gruppe ville gerne interviewe mig som formand for Allerød Tennisklub for at høre nærmere om, hvad vi er for nogle. Ville jeg være med til det? Om jeg ville!
Mandag tog jeg så ad en fedtet og sneklædt Lyngevej ud til Lynge Skole for at hilse på Niklas og hans to kammerater. Og sikke en god oplevelse det var: for det første var de tre fyre super velforberedte på det interview, de gerne ville holde med mig, og de havde både båndoptager og kamera klar, så jeg var virkelig kommet i professionelle hænder. De havde tydeligvis orienteret sig godt på vores hjemmeside, og de havde en masse gode og relevante spørgsmål til hvordan Allerød Tennisklub håndterer tilbud og aktiviteter for vores unge medlemmer, og da de selv havde masser af erfaring fra deres egen sportsdeltagelse, som var henholdsvis ‘almindelig’ fodbold på både lokalt og FCN-niveau og amerikansk fodbold, drog de nogle interessante paralleller til hvordan ungdomsarbejde foregår i andre klubber. Blandt andet var de meget interesserede i at høre om vores - og ikke mindst kommunens - holdning til elitearbejde og om , hvad Allerød Tennisklub gør for at hverve nye unge medlemmer (det grønne foreningskort og sommerferieaktiviteterne), og jeg svarede så godt jeg kunne.
Inden jeg fik set mig om, var der gået en time i drengenes gode selskab, og de sluttede så af med at fotografere mig til deres avis - heldigvis havde jeg medbragt min ketsjer, så jeg kunne posere lidt. Jeg havde også medbragt lidt information om vores medlemsantal fordelt på unge og voksne og på gående og kørende spillere, ligesom vi også fik en god snak om vores omgangsregler, om børneattester og om vores beredskabsplan.
Det var en herlig oplevelse, og jeg inviterede naturligvis Niklas & Co. til at komme på besøg og prøve at spille tennis, når banerne dukker frem under sneen.
Jeg synes, det var super frisk gjort af dem at ringe til mig - alene det er jo en hurdle at ringe til folk man ikke kender og spørge om et interview, og de var så positive og velforberedte, at avisen kun kan blive en succes! Jeg håber, jeg får lov at se, hvad resultatet af hele deres projekt bliver, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt!!
Børneattester - hvorfor, og hvem?
Der har stået en del i både de landsdækkende og de lokale medier om, hvor vigtigt det er at foreningerne sørger for at indhente børneattester på de trænere, de bruger - ikke at en børneattest er nogen garanti for, at et barn ikke kan blive udsat for ubehagelige oplevelser, men den viser dog noget om, at foreningens opmærksomhed er rettet mod problemet. Alle undersøgelser viser, at en person, som kunne gøre sig tanker om at udsætte et barn for noget ubehageligt eller ulovligt, efter al sandsynlighed vil holde sig væk fra de foreninger og klubber, hvor der er fokus på emnet, og hvor der tales åbent om det og indhentes de lovpligtige børneattester.
Allerød Tennisklub har en helt klar politik om, at der indhentes en børneattest på samtlige trænere over 15 år, både M og K. Mange klubber argumenterer, at ‘vi behøver da ikke indhente en attest på X, som vi har kendt fra han begyndte hos os som junior’, og vi er også så heldige, at mange af vores trænere er ‘vokset op’ hos os, men ikke desto mindre indhentes der attester på samtlige trænere uden undtagelse. Attesterne opbevares forsvarligt låst væk, så de ikke falder i de forkerte hænder - det skylder vi ganske enkelt vores trænere.
Vi mener også, at det at klubben aktivt sørger for at indhente attesterne gør, at vores trænere med oprejst pande kan møde både børn og forældre i sikker forvisning om, at klubben ved, de har rent mel i posen. Sådan sikrer vi både trænerne og de børn og unge, der spiller tennis hos os.