Så er sæsonen i gang.

Så kom sommersæsonen 2010 godt i gang - det er klubbens 65. sæson og nr. 2 i vores nye klubhus. Det var rigtig dejligt, at der kom så mange og var med til standerhejsningen i lørdags - ikke mindst synes jeg, det var hyggeligt, at Byrådet faktisk holdt en pause i deres budgetseminar og kom til standerhejsning i det gode vejr.

Det var jo naturligvis lidt med blandede følelser, jeg bød velkommen til sæsonen, for der kommer nok til at gå nogen tid endnu, før jeg selv kommer til at spille tennis efter min operation i foden. Men om fire dage er det slut med krykkerne, og jeg må begynde at gå igen. Det er jeg spændt på, og også lidt bekymret for hvordan det nu også kommer til at føles, men det skal nu nok komme, så med lidt held kan jeg spille igen i slutningen af sæsonen.

Både i lørdags og i tirsdags var jeg i kontakt med familier med børn, der har lyst til at begynde at spille tennis, og det er jo rigtig dejligt, at de for det første vælger at kontakte os for at komme til at spille tennis, og også at de gerne vil i gang fra sæsonstart - på den måde får vores nye medlemmer alle muligheder for rigtig at få glæde af at spille tennis. Jeg håber naturligvis at der kommer rigtig mange nye medlemmer i år i alle aldre og på alle erfaringsniveauer, for der er ingen tvivl om, at vi har noget rigtig godt at tilbyde i Allerød Tennisklub.

Nu vil jeg så bare ønske alle nye og ‘gamle’ medlemmer af klubben rigtig hjertelig velkommen til den nye sæson - jeg håber, I får rigtig meget glæde af jeres sport og vil nyde sommersæsonen og deltage i alle de forskellige aktiviteter, vi har på programmet.

Invitation fra tre unge herrer!

Fredag i sidste uge blev jeg ringet op af en ung herre fra Lynge Skole - han gik i 7. klasse og var i dansktimerne involveret i et projekt, hvor klasserne skulle skrive hver deres avis. Han og hans gruppe ville gerne interviewe mig som formand for Allerød Tennisklub for at høre nærmere om, hvad vi er for nogle. Ville jeg være med til det? Om jeg ville!

Mandag tog jeg så ad en fedtet og sneklædt Lyngevej ud til Lynge Skole for at hilse på Niklas og hans to kammerater. Og sikke en god oplevelse det var: for det første var de tre fyre super velforberedte på det interview, de gerne ville holde med mig, og de havde både båndoptager og kamera klar, så jeg var virkelig kommet i professionelle hænder. De havde tydeligvis orienteret sig godt på vores hjemmeside, og de havde en masse gode og relevante spørgsmål til hvordan Allerød Tennisklub håndterer tilbud og aktiviteter for vores unge medlemmer, og da de selv havde masser af erfaring fra deres egen sportsdeltagelse, som var henholdsvis ‘almindelig’ fodbold på både lokalt og FCN-niveau og amerikansk fodbold, drog de nogle interessante paralleller til hvordan ungdomsarbejde foregår i andre klubber. Blandt andet var de meget interesserede i at høre om vores - og ikke mindst kommunens - holdning til elitearbejde og om , hvad Allerød Tennisklub gør for at hverve nye unge medlemmer (det grønne foreningskort og sommerferieaktiviteterne), og jeg svarede så godt jeg kunne.

Inden jeg fik set mig om, var der gået en time i drengenes gode selskab, og de sluttede så af med at fotografere mig til deres avis - heldigvis havde jeg medbragt min ketsjer, så jeg kunne posere lidt. Jeg havde også medbragt lidt information om vores medlemsantal fordelt på unge og voksne og på gående og kørende spillere, ligesom vi også fik en god snak om vores omgangsregler, om børneattester og om vores beredskabsplan.

Det var en herlig oplevelse, og jeg inviterede naturligvis Niklas & Co. til at komme på besøg og prøve at spille tennis, når banerne dukker frem under sneen.

Jeg synes, det var super frisk gjort af dem at ringe til mig - alene det er jo en hurdle at ringe til folk man ikke kender og spørge om et interview, og de var så positive og velforberedte, at avisen kun kan blive en succes! Jeg håber, jeg får lov at se, hvad resultatet af hele deres projekt bliver, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt!!

Godt nytår!

Godt nytår til alle AT’s medlemmer! Nu er nedtællingen til sæsonen 2010 så småt ved at gå i gang, og jeg sidder lige p.t. og skriver på min årsberetning for 2009. I år bliver beretningsformen lidt anderledes, end vi har været vant til, idet Racketten jo ikke længere udkommer, så derfor bliver i hvert fald min beretning lavet i to udgaver: en kort summary-agtig beretning, der sendes ud pr. post, og en længere og mere fyldestgørende beretning der lægges på hjemmesiden. Når sidstnævnte er klar, udsendes der et nyhedsbrev, der informerer om hvordan man kan læse de lange beretninger.

Husk også at årets generalforsamling finder sted i klubhuset onsdag den 24. februar 2010 - også i år vil der være mulighed for at spise sammen før selve generalforsamlingen. Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at deltage!

Aktivitetsfyldt weekend i tennisklubben

I den kommende week-end (12-13. september) afholdes for første gang i Danmark (og måske også i verden) en tennistræningscamp, der er fælles for kørestolsspillende børn og gående børn.

Arrangementet finder sted i Allerød Tennispark på Coloplastbanerne (kørestolsbanerne), hvor Allerød Tennisklubs 4 kørestolsbørn vil være på plads sammen med et tilsvarende antal gående børn fra kl. 10 begge dage. Der vil være 2 trænere (en kørestolsspillende og en gående) til stede hele tiden, og det er intentionen at afslutte camp´en med en lille “turnering” .

Det er et banebrydende arrangement, og hensigten med det går ud over det rent tennismæssige, idet Allerød Tennisklub ønsker at fremme samværet mellem børn i kørestol og gående tennisbørn. Camp’en har modtaget økonomisk støtte fra Allerød Kommune og fra International Tennis Federation i erkendelse af, at det er væsentligt for alle børn at være aktive og blive fastholdt i idrætten, uanset deres fysiske tilstand. Samtidig kan sådan et arrangement være med til at nedbryde barrierer mellem de forskellige grupper af børn, hvilket er en værdifuld ’sidegevinst’.

Rammerne om arrangementet er bl.a. vores nye, super handicapvenlige klubhus, som vi håber vil få mange besøgende i denne weekend, og som måske kan tjene til inspiration for andre, der skal bygge idrætsfaciliteter.

Samtidig med at træningscamp’en for børnene afvikles, foregår finalerunden i klubmesterskaberne også lørdag, ligesom klubbens 2. seniorhold spiller oprykningskamp, så der er masser af gode grunde til at besøge Allerød Tennisklub i weekenden!

For nærmere information vedr. tenniscamp’en kan Jørgen Warberg kontaktes på 2521 4534 eller kørestolsbørnenes træner Christian Illum kan kontaktes på 6014 1262.

Jeg ønsker alle deltagerne rigtig god fornøjelse med weekendens arrangementer.

Lisbet / Formand

Allerød damer til VM i kørestolstennis og tenniscamp for kørestolsjuniorer

Jørgen Warberg, som jo er formand for Landsudvalget for Kørestolstennis, har sendt os følgende information:

Efter afholdelsen af DM i kørestolstennis er de bedste danske damer blevet tildelt et wild card af ITF til verdensmesterskaberne i kørestolstennis for hold. Turneringen, Invacare World Team Cup afholdtes i Nottingham, UK, i dagene 26. juli – 2. august 2009 med deltagelse af 16 nationer på damesiden og 32 nationer på herresiden. Det er 3. gang et dansk damelandshold deltager i VM, mens herrerne har deltaget ca. 10 gange.

Det danske damelandshold bestod af Allerød spillerne Malene Olesen og Jytte Kilstrup, med landstræner Morten Halvorsen, Århus, som sikker støtte. Der var afbud fra Lizette Brønnum.

De 2 Allerød-damer var oppe mod så stærke nationer som Tyskland, Canada og Rusland og måtte som forventet i alle 3 kampe ”strække våben”. Doublen mod Rusland var dog tæt på en dansk sejr, idet Malene og Jytte havde 7 matchbolde inden de måtte give fortabt med 6/7 6/4 12/14 (matchtiebreak).

Trods nederlagene har de 2 spillere haft et kolossalt udbytte af landsholdskampene, idet den internationale ”eksponering” har givet en rigtig god erfaringsballast.

Jeg synes det er rigtig dejligt at høre, at nogle af vores egne kørestolsdamer er helt fremme i skoene, når det gælder om at komme ud i verden og eksponere deres sport. Og jeg ønsker naturligvis på klubbens vegne Malene og Jytte tillykke med både wild-card’et, oplevelsen og alle de høstede erfaringer, som jeg er sikker på vil blive sat i spil på vores hjemlige baner på Birkedal. Så modstanderne kan bare komme an, kan de!

Samtidig vil jeg som en lille, positiv forlængelse af denne historie fortælle, at vi jo har holdt tenniscamp for juniorer i uge 30, hvor Jacob - som også sidder i kørestol - deltog ivrigt med alle de gående børn. Som tidligere nævnt har Jørgen Warberg fra ITF modtaget et beløb til afholdelse af tenniscamp for vores kørestolsjuniorer, og jeg har fra Allerød Kommune modtaget et tilsvarende beløb, så i begyndelsen af september holder vi en tenniscamp for vores fire kørestolsjuniorer samt et antal gående juniorer, så de kan blive endnu bedre og skarpere end de allerede er. Igen er det Leif Grünfeld som utrætteligt og i samarbejde med både Ungdomsudvalget og Kørestolsudvalget står i spidsen for løjerne - så vidt jeg er orienteret, foregår denne special-camp i weekenden 11.-12. september, hvor også finalerne i klubmesterskaberne finder sted, så der bliver masser af god tennis at se på.

 

 

Et herligt syn!

Her til formiddag smuttede jeg en lille tur forbi Birkedal - vi har jo tenniscamp for børn i denne uge, og det var skønt at se, at de 35 (!) deltagere havde fuld fart på med at lære at spille tennis. Der var liv og glade dage på banerne, og en hel masse entusiasme hos både de deltagende børn og hos samtlige trænere, både ‘vores egne’ og trænerne fra tenniscampen. Tak til samtlige trænere, fordi I er med til at give alle disse herlige unger nogle gode oplevelser!

Jeg havde fornøjelsen at sludre lidt med en lille fyr, som lige tog sig en time-out fordi han havde ondt i armen, men han mente, at han helt bestemt skulle til at gå til tennis efter sommerferien sammen med sin kammerat, som også var på tenniscamp. Og det er jo lige præcis sådan, det gerne skal være!

Så tag og gå forbi Birkedal i denne uge og nyd at se alle de glade børn, der får rørt sig og får ‘leget’ tennis og samtidig får sig nogle nye, gode venner i sporten. Jeg håber, at rigtig mange af børnene vil fortsætte med at spille tennis (helst!), eller at de i det mindste får fat i glæden ved at bevæge sig og få motion - når man læser i avisen, at mange unge har dårligt selvværd, dårlig kondition og føler sig for tykke, ja så er motion et rigtig godt middel til at få styr på både selvværdet, konditionen og vægten, så det er bare med at komme i gang og holde sig igang!

Herlig weekend med DM!

Jeg ved søreme ikke, hvordan Jørgen Warberg og hans medsammensvorne arrangører havde ordnet dén sag, men vejret var fantastisk flot hele vejen igennem under det nys overståede DM - det var lige før det var FOR varmt!

Hele arrangementet forløb perfekt, og alle deltagerne ydede toppræstationer, samtidig med at både deltagere og tilskuere hyggede sig på anlægget. Allerød Tennisklub kan glæde sig over, at vi også i år fik hevet en række danmarksmesterskaber hjem, selvom vi også måtte aflevere nogle til de udenbys deltagere, men på den måde er der jo allerede nu lagt op til nogle drabelige dyster i 2010, hvor mesterskaber enten skal forsvares eller skal erobres.

Samtidig var det en stor glæde at høre alle de rosende ord fra deltagerne i mesterskaberne om vores nye klubhus, som åbenbart opfylder alle de ønsker, Klubhusudvalget havde i planlægningsfasen og brugerne med rette har til et klubhus anno 2009.

Det var også en stor glæde, at kunne byde direktør Peter Moe fra Tuborg Fondet velkommen fredag, hvor klubben fik overrakt 30.000 kroner til de nye møbler i klubhuset, og det var en tilsvarende stor glæde at se, at både byrådsmedlemmer og idrætsledere kom forbi for at se, hvad der foregik. Præmieoverrækkelsen til mestrene i singlerækkerne og i mixdouble blev foretaget af borgmester Erik Lund, som tilbragte en stor del af søndagen på Birkedal - det var rigtig dejligt at opleve vores lokale notabiliteter bakke op om arrangementet. Det var samtidig dejligt at konstatere, at tre af vores juniorer havde meldt sig som boldpiger til finalekampene, og det skal de have stor tak for.

Men når vi nu har haft sådan et stort arrangement og så godt vejr, kan jeg da i mit stille sind godt undre mig over, at der ikke var flere af klubbens medlemmer, der lagde vejen forbi Birkedal for at se på kampene og støtte vores egne klubmedlemmer i deres kamp om medaljerne - men jeg har jo lov at håbe på, at de kommer til næste år … For det er jo netop opbakningen og støtten, der er med til at skabe den klubånd, som gør, at vi alle sammen holder af at komme i netop Allerød Tennisklub.

Tak til både arrangører og spillere for en uforglemmelig weekend!

DM i kørestolstennis og halsituationen …

For 14. gang holder vi DM i kørestolstennis i Allerød Tennisklub og Allerød Tennispark i weekenden 25.-28. juni 2009. Det er et arrangement, vi er både glade for og stolte af. Vi er glade for, at vores klub er så rummelig, at også kørestolsspillerne synes her er rart at være, og vi er ikke mindst stolte af, at flere af vores kørestolsspillere er rangeret på verdensranglisten. Faktisk er vores kørestolsspillere de højest rangerede af alle klubbens medlemmer.

Det kan man måske undre sig over, men egentlig er en af de medvirkende årsager ganske ligetil: Kørestolsspillerne har indendørs faciliteter til deres rådighed i en god hal og på gode tidspunkter og ikke mindst med gode udenomsfaciliteter. Desværre ligger hallen ikke i Allerød, men i Lyngby, og nogle gange har de også mulighed for at trække på faciliteterne i Farum. Det er naturligvis dejligt, at vores kørestolsspillere har gode vinterforhold, og der er ingen tvivl om, at det er en stærkt medvirkende årsag til det høje niveau. Og det stiller de gående medlemmers vinterforhold i et ekstra grelt lys - klubbens gående medlemmer er henvist til uhensigtsmæssige gulve i kommunens skolehaller og almene idrætshaller, hvis de ønsker at spille ‘hjemme’, med mindre de da er indstillet på (for de voksnes vedkommende) at betale sig (dyrt!) fra at spille i egnede haller i de omkringliggende kommuner.

Tennisklubben har via sit medlemskab af Allerød Idræts Union mulighed for at øve indflydelse på prioriteringen af idrætsbyggeriet i Allerød Kommune. Naturligvis foregår det i et samarbejde med de øvrige idrætsforeninger og under afvejning af, hvis behov der er mest akutte, men lige nu står en tennis-/squashhal øverst på AIUs prioriteringsliste over kommende anlægsinvesteringer. Og den plads vil jeg kæmpe en hård kamp for at bibeholde! Så meget mere forstemmende synes jeg det er at se, at borgmesteren er initiativtager til en Facebook fanside, der har til hensigt at udøve politisk pres for at få en ny, stor svømmehal til Allerød - uden om de organiserede kanaler, og helt uden hensyntagen til, at Kommunen og Allerød Idrætsunion har indgået en skriftlig aftale, der sikrer, at det er AIU, der er Kommunens samarbejdspartner i idrætslige spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at svømmeklubben, som har så stor succes og så mange medlemmer, ønsker sig en stor hal - ingen tvivl om det. Men jeg ville ønske, at alle interessenter holdt sig til de aftalte spilleregler - ikke mindst i et valgår!

Så har vi fået en hjertestarter

TrygFonden har doneret en hjertestarter til klubben, og i aften har 12 af klubbens medlemmer været på kursus i hjertemassage og brug af hjertestarter. Der er ingen tvivl om, at en hjertestarter kan redde liv, så vi er jo vældig taknemmelige over, at TrygFonden syntes, det var en rigtig god idé at lade Allerød Tennisklub få sådan én. Vi får den faktisk stillet gratis til rådighed og kommer på genopfriskningskursus i brugen af apparatet to gange i løbet af de næste tre år.

MEN maskinen er rigtig nem at bruge! Så skulle det værste ske, mens du spiller på anlægget, og der ikke er en til stede, som har været på kursus i brugen af hjertestarteren, så gå endelig ikke i panik - hent hjertestarteren, ring 112 og følg anvisningerne på starteren. Du kan også læse dig frem til hvordan man skal bære sig ad på de plakater, der bliver hængt op ved siden af maskinen og i de små foldere i plasticholderen.

Jeg håber inderligt, at vi aldrig får brug for vores hjertestarter, men jeg er glad for at vi har den, og jeg er glad for at jeg har lært at betjene den. På den måde er det forhåbentlig nu blevet en lille smule sikrere at spille tennis i Allerød Tennisklub.

Børneattester - hvorfor, og hvem?

Der har stået en del i både de landsdækkende og de lokale medier om, hvor vigtigt det er at foreningerne sørger for at indhente børneattester på de trænere, de bruger - ikke at en børneattest er nogen garanti for, at et barn ikke kan blive udsat for ubehagelige oplevelser, men den viser dog noget om, at foreningens opmærksomhed er rettet mod problemet. Alle undersøgelser viser, at en person, som kunne gøre sig tanker om at udsætte et barn for noget ubehageligt eller ulovligt, efter al sandsynlighed vil holde sig væk fra de foreninger og klubber, hvor der er fokus på emnet, og hvor der tales åbent om det og indhentes de lovpligtige børneattester.

Allerød Tennisklub har en helt klar politik om, at der indhentes en børneattest på samtlige trænere over 15 år, både M og K. Mange klubber argumenterer, at ‘vi behøver da ikke indhente en attest på X, som vi har kendt fra han begyndte hos os som junior’, og vi er også så heldige, at mange af vores trænere er ‘vokset op’ hos os, men ikke desto mindre indhentes der attester på samtlige trænere uden undtagelse. Attesterne opbevares forsvarligt låst væk, så de ikke falder i de forkerte hænder - det skylder vi ganske enkelt vores trænere.

Vi mener også, at det at klubben aktivt sørger for at indhente attesterne gør, at vores trænere med oprejst pande kan møde både børn og forældre i sikker forvisning om, at klubben ved, de har rent mel i posen. Sådan sikrer vi både trænerne og de børn og unge, der spiller tennis hos os.

Copyright © Allerød Tennis 2010 All Rights Reserved.